3D-print i skolen: plastikfabrik eller meningsfuldt værktøj?

3D-print får ofte kritik for at bruge plastik. Kritikken er fair, men overser nogle gange, hvad teknologien faktisk kan i undervisningen.

Plastik, klima og den dårlige samvittighed

Jeg møder jævnligt holdninger fra både elever, forældre og kollegaer om, at det jo stadig er plastik, vi arbejder med. Kritikken går sjældent på, at arbejdet er meningsløst i sig selv, men på at vi fremstiller noget i plastik, som måske ikke har nogen reel værdi, når vi er færdige.

Det argument forstår jeg godt. Plastik har et fortjent dårligt ry, og vi lever i en tid, hvor miljø- og klimaproblemer fylder meget, også i skolen. Derfor er det et relevant spørgsmål: Giver det egentlig mening at bruge tid og ressourcer på 3D-print i undervisningen?

Samtidig bliver plastikforurening ofte præsenteret som et globalt problem uden særlig meget kontekst. En stor del af plastaffaldet i havene hænger sammen med utilstrækkelig affaldshåndtering, og rige lande har historisk eksporteret plastaffald til steder, hvor det er vanskeligere at håndtere forsvarligt. Det gør ikke problemet mindre, men det nuancerer, hvad vi egentlig taler om, når vi taler om plastik.

Det vigtige er ikke den lille plastikting i sig selv, men at eleverne mærker, hvordan en idé kan blive til noget virkeligt.

Det er den oplevelse, der gør teknologien interessant i undervisningen.

Hvad kan 3D-print så i skolen?

Min filosofi er ikke, at vi skal lave sjove plastikting for enhver pris. Min filosofi er, at børn skal have mulighed for at skabe de idéer, de går rundt med. Mange børn har i dag flere erfaringer med computere, digitale interfaces og skærmbaseret design, end de har med at holde en sav eller skrue en skrue i. Her kan 3D-print noget særligt, fordi det bygger videre på kompetencer, de allerede bruger ofte.

Indgangen til 3D-print er forholdsvis let, men kompleksiteten vokser hurtigt i takt med idéerne. Det gør teknologien velegnet i undervisningen: Eleverne kan starte enkelt og bevæge sig mod mere avancerede løsninger. Samtidig får de erfaring med additiv produktion, digital formgivning, iteration og fejlfinding. Det er kompetencer, der rækker langt ud over den konkrete model, de står med i hånden.

Det vigtige er ikke, om man printer en lille Benchy eller en mere avanceret konstruktion. Det vigtige er, at eleverne oplever, hvordan en idé kan gå fra skitse til digital model og videre til et fysisk objekt. Den oplevelse er både motiverende og fagligt stærk.

3D-printet trekant og trold som undervisningseksempel

Kan læreren bruge det?

Ja, men det afhænger af, hvordan man vil bruge det. 3D-print giver oplagte muligheder i forløb, hvor undervisningen er skabende, eksperimenterende og produktorienteret. Men det kan også bruges mere praktisk: læreren kan fremstille egne læringsmidler, prototyper og små specialdele til undervisningen. Her skal man selvfølgelig stadig respektere copyright, men man må heldigvis gerne opfinde sine egne retvinklede trekanter og trolde under broer.

Det er dog vigtigt at være realistisk. 3D-print kræver vedligehold. Nye printere er ofte langt nemmere at arbejde med end tidligere, men i en skolekontekst kan selv små fejl hurtigt blive dyre, hvis ingen har ansvar for drift og reparation. Derfor bør man afklare på forhånd, hvem der står for vedligeholdelsen, og om der faktisk er tid og ressourcer til det.

3D-print er altså ikke automatisk bæredygtigt, bare fordi det er spændende. Men det er heller ikke bare spild af plastik. Brugt fornuftigt kan det være en meningsfuld teknologi, der giver eleverne adgang til at udvikle idéer, forstå produktion og skabe noget, der ellers ikke var blevet til noget.

PS: Jeg ved godt, at der ofte bliver printet i PLA, så det er ikke helt fair at kalde det dinosaurjuice. Men “majssaft” havde bare ikke helt samme klang.

Kilder

Videre læsning

DR: Fakta om plastikforurening i havene NASA: 3D-printede raketmotordele Printables: 3D Benchy model